Patienter med kroniske sygdomme har nu mulighed for at deltage i en fælles videokonference sammen med egen læge og hospitalspersonalet. Muligheden udspringer af et telemedicinsk projekt i Horsens.

Hver dag udskriver hospitalspersonalet patienter til videre behandling hos egen læge. Normalt udformer hospitalet en rapport – en såkaldt epikrise, der sendes til lægen. Herefter tager den praktiserende læge over på behandlingsforløbet.

En ny samarbejdsform - udviklet på baggrund af det telemedicinske projekt ’Horsens på forkant med sundhed’ – gør det nu muligt at gennemføre udskrivelsen i et fællesskab mellem patient, praktiserende læge og hospitalspersonalet på Hospitalsenheden Horsens. 

I stedet for udelukkende at kommunikere med hinanden på skrift mødes patienten og de sundhedsprofessionelle nu via video. Det giver nye muligheder for at inddrage patienten i eget behandlingsforløb.

- Jeg får nogle helt andre muligheder for at følge med i, hvad der sker, når jeg deltager i sådan et møde om mit eget behandlingsforløb, forklarer Nicolai Arvedsen, som er diabetes-patient og deltager i projektet ’Horsens på forkant med sundhed’.

- Jeg hører, hvad læger og sygeplejersker taler om, og kan også give mit besyv med. F.eks. snakkede vi om mine erfaringer med afprøvning af forskellige typer diabetes-medicin under det første møde, forklarer Nicolai Arvedsen.

Mere dialog om og med patienten
For både den praktiserende læge og hospitalspersonalet er videokonferencen ensbetydende med helt nye arbejdsgange. Men gevinsten ved en samlet konsultation er tydelig.

- Vi har nu gennemført den første tværsektorielle videokonference og kan se, at formen giver nogle helt nye muligheder for at være i dialog med hinanden omkring patienten og behandlingsplanen. Deltagerne opbygger en fælles forståelse af, hvad der skal ske i det videre forløb, og der er også mulighed for at stille opklarende spørgsmål undervejs, siger praktiserende læge John Tygesen fra Horsens.

Han ser store perspektiver i at inddrage patienten mere i eget behandlingsforløb og via nogle kanaler, som gør det fleksibelt for patienten at være med.

- Projektet giver nogle spændende og nye måder at kommunikere med patienten på som eksempelvis via videokonsultation. Den erhvervsaktive eller den dårligt gående patient behøver f.eks. ikke komme ned til egen læge, men kan koble sig op via sin computer og få kontakt til lægen.

Mere sammenhængende forløb
På hospitalet giver en telemedicinsk videokonference lidt mere forberedelse, når deltagerne skal samles. F.eks. skal der findes et tidspunkt for videokonferencen, som passer alle.

- Der ligger også noget undervisning og vejledning af patienten i at være med til konferencen,

og en anden form for sparring mellem læger og sygeplejerske, end vi har været vant til. På den måde vil patienten opleve nogle mere glidende overgange og sammenhængende forløb. Det bliver mere på patientens præmisser, siger sygeplejerske Tina Bohus fra Diabetes Ambulatoriet på Hospitalsenheden Horsens.

Alle deltagere i projekt ’Horsens på forkant med sundhed’ har en kronisk sygdom som KOL, hjerteinsufficiens, hjerterehabilitering og diabetes. Desuden medvirker ældre medicinske patienter.

Videokonsultationer med deltagelse af patient, egen læge og hospital gennemføres endnu kun på forsøgsbasis. Når flere er gennemført, tages stilling til, om tilbuddet skal gøres mere permanent.

En videokonsultation erstatter ikke den rapport, som hospitalet udformer, når patienten udskrives til videre behandling i eget hjem. Den er et supplement.

Fakta om projekt ’Horsens på forkant med sundhed’:

  • Er et tværsektorielt udviklings- og forskningsprojekt mellem Horsens Kommune, Hospitalsenheden Horsens, praktiserende læger og apotekerne.
  • Retter sig mod borgere med kroniske sygdomme og har som mål at give dem større viden om og indsigt i egen sygdom.
  • Står bag den løbende udvikling af sundhedshotspottet – en telemedicinsk løsning, hvor borgerne og sundhedspersonale taler sammen bl.a. via video, og hvor sektorerne deler data via en fælles database.
  • Borgerne skal i videst mulig omfang selv foretage målinger og dele dem med de sundhedsfaglige uden at forlade deres hjem.
  • Deltagerne måler f.eks. blodtryk, puls og vægt ved hjælp af måleudstyr, de får installeret i hjemmet. Tallene kan efterfølgende ses i sundheds-hotspot af både borger og sundhedsfaglig.
  • Pt. deltager mere end 270 borgere i projektet, hvoraf halvdelen er koblet op på sundheds-hotspottet. Resten fungerer som kontrolgruppe. Målet er 550 deltagere.
  • ’Horsens på forkant med sundhed’ er et offentligt privat innovationssamarbejde med et konsortium bestående af Falck og Next Step Citizen.
  • Horsens Kommune og Hospitalsenheden Horsens står for den primære finansiering af projektet.

 

Flere oplysninger:
Wenche Svenning, Projektleder, Tlf. 2328 2816, Wenche.svenning@rm.dk.